At være "far" er mening med mit liv.

Jeg oplevede noget både overvældende og tankevækkende, da jeg for et par uger siden drog på improviseret roadtrip gennem Europa sammen med min ven Martin. Vi skulle ned til touren og de franske alper. Ud og bare være lidt simple og mand’ede. Mærke vinden i ansigtet, drikke en kold dåseøl på en bjergtop og sidde i en vejkant og spise baguettes med lokal skinke og friske tomater. Men midt i alle oplevelserne og euforien over at være undervejs, gemte der sig også en dyb, knugende følelse, som jeg har lyst til at prøve at sætte nogle ord på.

IMG_8728.jpg

The sweetest pain of all

I poesien er kærligheden ofte blevet beskrevet som "the sweetest pain of all". En altopslugende og nærmest lammende sindssyge, som for godtbefindende veksler mellem de højeste, berusende tinder og de dybeste, mørke dale af tom og ensom fortvivlelse.

Og dér stod jeg så - på det smukkeste bjerg i Frankrig. Men selvom alting var helt perfekt hvor jeg var, så havde jeg det som om, at der manglede noget. En følelse af at der var brækket et stykke af min sjæl, og mit anker havde revet sig løs fra sin trygge havn. Jeg følte mig pludselig distanceret fra min egen identitet og mit spejlbillede. For den Mattias, som stod her i vejkanten og heppede på verdens bedste cykelryttere, han var jo ikke den rigtige.

Den rigtige Mattias har har lille Ejner Bob på den ene arm og Carl-Egons hånd trygt i den anden,. Og selvom han ikke har penge lissom Sørens far, så føler en rigtige Mattias sig uendeligt rig. Rig på kærlighed og ægte lykke. For han er nogens far.

Jeg kan virkelig identificere mig med mange kvinders beskrivelse af, at føle sig så dybt og interligt forbundet med sine børn, at man kan få åndenød og miste fodfæste af rent savn. For sådan havde jeg det lige dér. Jeg manglede mine børn hos mig, omkring mig, i mine arme, i mit nærvær.

IMG_8947.jpg

Hvis jeg ikke allerede har udtrykt det tydeligt før, så er det ihvertfald slået fast nu med store, rustne nagler af bibelske proportioner: Jeg er til, fordi jeg skal være Carl-Egon og Ejner Bobs far. Jeg skal selvfølgelig også være ægtemand og ven. Søn og bror. Og i medgift forsøge at gøre min eksistens her på jorden brugbar og værdifuld så godt jeg nu kan. Men når dagen er omme så er jeg ganske enkelt blot "far".

Den aften, da jeg efter en lang dag med 1000 indtryk kravlede under min dyne et sted i de franske alper, der græd jeg længe og stille af en blanding af savn og lykke. For tænk at blive bekræftet i, at man endelig har fundet sin plads i verden. Fundet sin mening. Tænk at jeg er deres far og de er mine to drenge.

Det er i særdeleshed the sweetest pain of all…!

IMG_7706.jpg
DEBATMattias Hundebøll